Der var besøg fra både Rødkilde Gymnasium i Vejle og Grindsted Gymnasium, da GEV åbnede dørene til Grønne Karrieredage for de studerende i samarbejde med Trekantområdet Danmark.
Den grønne omstilling stod øverst på listen, da flere hundrede studerende i marts og april fra HHX, STX og HTX besøgte GEV til dialog, quiz og oplæg med fokus på grøn energiforsyning og sektorkobling.
Formålet med besøgene var, at de unge fik mulighed for at lugte til de karriere- og uddannelses-muligheder, som findes inden for den grønne energisektor og at sætte fokus på at skaffe kvalificeret arbejdskraft til region Syddanmark i de kommende år.
- Vi synes, det har været en fornøjelse at have besøg af så mange unge mennesker. Det er de unge, der skal være med til at videreudvikle, de frø vi planter i dag. Besøgene har været med til at give nye perspektiver for alle parter. Vi er meget glade for at have haft denne mulighed, hvor vi kunne vise og fortælle de lokale unge, hvad GEV er for en virksomhed og fortælle om, hvordan vi som multiforsyningsselskab arbejder aktivt med den grønne omstilling, fortæller direktør for GEV, René Heiselberg Gier.
På speed dating med medarbejderne
På besøgsdagene skulle de studerende lære de ansatte bedre at kende ved blandt andet at deltage i speed dating. Her fik de mulighed for blandt andet at møde direktøren, dataanalytikeren og maskinmesteren. Nysgerrigheden var stor og der blev stillet spørgsmål, som både omhandlede uddannelsesveje, men også om arbejdsforholdene hos GEV. Noget medarbejderne gerne ville fortælle om.
- Vi er som virksomhed naturligvis nysgerrige på at lytte og forstå, hvad de unge mennesker mener, der kendetegner en attraktiv arbejdsplads i fremtiden. Arbejdsmarkedet er under stor udvikling for at tiltrække de rette medarbejdere, og her ønsker vi i GEV, at gå forrest med glade medarbejdere. Og det får man kun, når man lytter, fortæller René Heiselberg Gier.
Besøgene indeholdt også en spændende rundvisning på varmeværket på Tårnvej 24, hvor eleverne havde mulighed for at få svar på den nuværende varmeproduktion og -distribution.
Dagen blev afsluttet med et oplæg om det ambitiøse projekt Kraftcentrum Grindsted ved udviklingschef Martin Østergaard. Projektet Kraftcentrum Grindsted skal være med til at udforske mulighederne for at balancere elnettet i Grindsted i fremtiden og samtidigt sikre bæredygtige fjernvarmeløsninger i lokalområdet. Et projekt der, forhåbentlig, samtidigt kan være med til at være en del af løsningen på generationsforureningen i Grindsted.
De studerende deltog i brainstorming om den grønne udvikling og fik mulighed for at italesætte, hvad det er, der bekymrer dem om fremtiden. Dialogen handlede også om, hvilke muligheder og løsninger der findes. Løsninger som de skal være en del af i fremtiden – og meget gerne lokalt.
Vi havde i alt 9 besøgsrunder for studerende i 2.G i løbet af marts og april i år. Der var studerende fra STX, HHX og STX fra henholdsvis Vejle og Grindsted, som deltog i besøgene på Tårnvej 24 i Grindsted.
De Grønne Karrieredage er en del af projektet ”Kvalificeret arbejdskraft til Fyrtårn Syd: Grøn Energi og sektorkobling.” Projektet er finansieret af EU's Socialfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
© copyright GEV 2024.