Mere end bare en elevplads

For Anne har elevtiden hos GEV været præget af ansvar, faglig udvikling og en kultur, hvor man bliver mødt som kollega fra allerførste dag.

Siden 2021 har Anne været kontorelev hos GEV, og om få måneder afslutter hun sin kontoruddannelse med speciale i administration. Tiden har budt på både læring og nye perspektiver, men først og fremmest på en hverdag med ansvar og en oplevelse af at være en naturlig del af fællesskabet.

Et godt sted at være

Da Anne søgte stillingen som kontorelev, var det ikke med en særlig interesse for forsyning. Hun bor i Grindsted og havde hørt godt om GEV fra tidligere elever. Derfor var det i højere grad fornemmelsen af stedet end selve branchen, der trak. I dag er det netop branchens kompleksitet, nye projekter og udviklingen, der gør arbejdet spændende. Bag varme, vand og el ligger lovgivning, dokumentation og et stort ansvar over for andelshaverne og lokalsamfundets forsyning – og det har gjort et stort indtryk.

Ansvar med en hånd i ryggen

Efter at have valgt pædagogstudiet fra ønskede Anne en praksisnær uddannelse. Kontoruddannelsen veksler mellem skoleophold og praktik, og hos GEV har hun haft sin daglige gang i kundeservice, samtidig med at hun har været rundt i organisationen for at nå sine kompetencemål.

”Jeg er blevet udfordret på både viden og ansvar og har udviklet mig meget undervejs. Men jeg har aldrig stået alene. Der har altid været nogen at sparre med, og det har rykket mig – både fagligt og personligt,” fortæller hun.

En arbejdsplads med plads til hele mennesket

Elevtiden har også rummet personlige forandringer, og her oplevede Anne en arbejdsplads, der håndterede situationen med forståelse og løbende dialog. Hun beskriver en kultur præget af åbenhed, hvor man hilser på hinanden på tværs af afdelinger, og hvor der er plads til grin i hverdagen.

”Jeg har følt mig som en del af noget både på det faglige og det personlige plan. Jeg er blevet inddraget i beslutninger og lyttet til – også selvom titlen hed elev.”

Når elevtiden slutter, fortsætter Anne som backoffice-konsulent i GEVs kundeservice.

Lærlinge- og elevnetværket

GEV er tilmeldt Lærlige- og Elevnetværket hos Billund Erhverv, som blandt andet arrangerer sociale og faglige aktiviteter blandt kommunens elever og lærlinge.