Salget af elbiler eksploderer. Dermed bliver efterspørgslen på ladestandere også større, og derfor har GEV og Hotel Hedemarken
sikret bedre muligheder for elbilisterne, så Grindsted fortsat kan tilbyde gode lademuligheder for elbilisterne.
Nu er det blevet endnu lettere at lade sin elbil i Grindsted. På Hotel Hedemarkens parkeringsplads er der etableret en offentlig hurtiglader, som er på 124 kilowatt og har 2 CCS udtag til at lade. Hurtigladeren stod klar den 16. august, og midlerne til etableringen har GEV ansøgt om ved en pulje ved Vejdirektoratet.
-For GEV er det vigtigt at være med i front på den grønne omstilling og ved at få flere ladestandere rundt i byen, er vi med til at imødekomme den stigende efterspørgsel på flere muligheder i Grindsted, fortæller Drifts- og Projektchef ved GEV, Leif Jørgensen.
Ladestanderen er placeret i det ene hjørne på Hotel Hedemarkens grusbelagte parkeringsplads - tæt på Tingvejen og Vejle Landevej.
-Vi er glade for, at Hotel Hedemarken vil hjælpe til i projektet, og vi håber, at det vil komme mange til gode. Både de lokale borgere men også de besøgende gæster i området, som vil kunne lade deres elbil hurtigt og nemt. Derfor er beliggenheden helt optimalt, da Hotel Hedemarken er lettilgængelig fra de større veje af, fortæller Leif.
Stor efterspørgsel på ladere
Hotelchef på Hotel Hedemarken, Kenneth Thomsen, var heller ikke i tvivl, da han blev kontaktet af GEV om muligheden for at få en ladestander foran sit hotel.
-Det var jeg klart interesseret i. Både for at imødekomme elbilernes behov og selvfølgelig for den grønne omstilling. Vi vil gerne være med til at gøre en forskel, og derfor sagde jeg ja tak til samarbejdet med GEV, fortæller Kenneth.
Han kan tydeligt mærke, at efterspørgslen på ladestandere er blevet større fra hotellets gæster af, og derfor er hans holdning helt klar:
-Hellere være et skridt foran end et skridt bagud.
Han forventer, at det primært bliver de besøgende forretningsfolk og de lokale turister, som vil benytte sig af hurtigladeren. Det er dem, som han oplever den største efterspørgsel fra.
Det er platformen Monta, man skal anvende for at kunne oplade sin elbil ved hurtigladeren. Ladetiden afhænger af batteristørrelsen og ladeudstyret i den enkelte bil.
© copyright GEV 2024.