I 2024 vil 18.300 boligejere droppe gas som opvarmningsform til deres hus. 79,5 procent af boligejerne har, i følge en ny opgørelse fra Evida, valgt at få fjernvarme som deres nye opvarmningsform. Og det er godt nyt for miljøet.
Udviklingen vækker glæde ved forsyningsselskabernes brancheforening, Dansk Fjernvarme, der dog håber, på at tempoet på afviklingen af gasfyret snart skrues op.
- Opvarmning er i dag et liberaliseret marked, hvor det står den enkelte boligejer frit for at vælge, hvilken løsning man ønsker sig. I det lys er vi meget tilfredse med, at de danske boligejere har prioriteret grøn varme, høj komfort, støjsvag og ikke mindst ønsket om en et attraktivt byrum
ved at vælge fjernvarmen, siger Rune Moesgaard, der er politisk chef i Dansk Fjernvarme i en nyhedsartikel.
Afvikling af gas bør ske hurtigere
Selvom mange vælger fjernvarme, mener Dansk Fjernvarme, at tempoet i afviklingen af gas generelt bør være højere. Der er stadigvæk 290.500
boliger tilsluttet gasnettet.
- Vi har en ambition om, at vi helt skal have udfaset den sorte gas. Det er en opgave vi har taget meget alvorligt og som vores medlemmer
hver eneste dag kæmper for. Men vi kæmper mod en i øjeblikket meget lav pris på naturgas, meget høje renter og et presset arbejdsmarked for de ydelser der skal til, for at vi kan udrulle fjernvarme, forklarer Rune Moesgaard.
Indtil videre er 10.000 boliger blevet koblet af gasnettet, og antallet af erhvervskunder på gasnettet er reduceret med over 1.000 på landsplan.
Fjernvarme til Vorbasse
Lokalt er udrulningen af fjernvarme i gang med fuld fart. I Vorbasse er der taget de første spadestik til et nyt varmeværk, der skal levere
fjernvarme til cirka 350 ejendomme fra 2025. I 2022 tilkendegav cirka 82% interesse for at få fjernvarme indlagt i deres ejendom. Etableringen af
varmeværket vil være med til at reducere 780 tons udledning af CO2 årligt, når indbyggerne skifter deres gasfyr ud med fjernvarme.
- Det er noget, vi har arbejdet på i flere år på at gøre til virkelighed. At Vorbasse får sit eget lokale fjernvarmeanlæg, som bidrager til den grønne omstilling, er en milepæl. Vi ser derfor frem til at kunne levere fjernvarme, der næsten er helt fossilfri, til vores nye andelshavere fra
slutningen af 2025, fortæller direktør for GEV René Heiselberg Gier.
En varmepumpe skal stå for størstedelen af varmeproduceringen, hvilket udgør cirka 95% af varmeforbruget på årsbasis. Ved
spidsbelastningsperioder vil det være en gaskedel, der sikrer, der er varme nok til alle ejendomme. Der bliver også etableret en akkumuleringstank.
© copyright GEV 2024.