NATURFAG I PRAKSIS:
1.G ELEVER UNDERSØGTE BIODIVERSITETEN VED FLISVÆRKET
Et hold friske 1.g elever troppede op en solskinsmorgen i
maj ved Flisværket på Tingvejen i Grindsted. Hér stod de klar med feltudstyret,
så de kunne undersøge jordens respiration og biodiversiteten i naturområdet.
I maj måned havde biologilærer Anja Lykke Hundebøll Nielsen og kemilærer Anna Kathrine Tygesen Bennetsen taget biokemiholdet med til Flisværket på Tingvejen i Grindsted. Her stod der studieretningsdag på skemaet, og eleverne havde derfor en dag til at fordybe sig i biokemi.
Besøget er en del af samarbejdet mellem GGES og GEV, hvor eleverne får mulighed for at afprøve deres undersøgelsesmetoder i praksis, og GEV får mulighed for at åbne dørene til forsyningens verden og fortælle,
hvordan de arbejder med grøn omstilling og biodiversitet på deres områder.
Det er udviklingschef, Martin Østergaard, fra GEV, der har været på GGES og fremlagt casen. Og den indsats er godt givet ud, mener han.
-Det er altid rigtig interessant at arbejde med studerende, som brænder for at komme ud og afprøve de nyeste teorier på konkrete problemstillinger. For relationen og samarbejdet imellem institutioner giver det bedste resultat, fortæller han.
Det er Anja enig i:
-Samarbejdet med GEV gør undervisningen mere virkelig, da elevernes undersøgelser rent faktisk indgår i et større projekt. Dermed giver det mere mening for eleverne, at lave forsøgene i forhold til, når det er standardforsøg i laboratoriet.
Undersøgelse af jordens respiration
Dagens fokus var udbredelsen af biodiversitet samt jordens respiration. Det er to vigtige emner, der giver indblik i naturens tilstand. Undersøgelserne kombinerede både biologiske og kemiske perspektiver og blev udført i felten med støtte fra de to faglærere, der guidede eleverne i brugen af metoder og måleudstyr.
Jordrespiration er en vigtig indikator for mikroorganismernes aktivitet i jorden. Eleverne arbejdede med jordrespirometre på fire forskellige lokaliteter ved området ved Flisværket. Målingerne skal give indsigt i, hvor aktivt jorden "ånder" og dermed, hvor levende jorden er, og der blev arbejdet intenst med udstyret og holdt godt styr på pipetter, kolber og diverse væsker.
Projektet er ikke blot en éngangsaktivitet, men tænkt som første skridt i et flerårigt forløb, hvor eleverne kan vende tilbage og sammenligne deres resultater over tid.
Digital artsregistrering
Ud over jordens kemi skulle eleverne også undersøge biodiversiteten på området.
Anja fortæller:
-Eleverne lagde et målebånd på 30 meter ud. For hver 5. meter lagde de en Raunkjær cirkel ud, hvor de undersøgte, hvilke plantearter der var. Det giver et billede af, hvilke arter er det, der er her. Jeg tænker, at eleverne er blevet mere beviste om, at biodiversitet ikke bare er et begreb i biologiundervisningen, men rent faktisk noget som også interesserer firmaer og folk i almindelighed. Desuden tænker jeg, at det er godt, at de har fundet ud af noget om naturen i deres nærmiljø.
Eleverne artsbestemte ved at bruge en smart app, der hedder ”Arter.” Det er en app, som bruges til at bestemme arter af civilbefolkningen, og der ligger allerede over en million fund hér fra Danmark bare. Fordelen ved at bruge appen er, at resultaterne automatisk gemmes og kan findes frem igen, hvilket gør det muligt at følge ændringer i
biodiversiteten over tid. Det åbner for, at eleverne kan vende tilbage i 2.g eller 3.g og gentage undersøgelsen og følge op på den.
Resultater evalueres
Efter dagen tog eleverne hjem til GGES igen, hvor de gik i gang med at evaluere og konkludere på deres metoder, data og de foreløbige resultater. Når de er klar, bliver de sendt til GEV, som dermed får en idé om, hvordan det står til med biodiversiteten ved Flisværket.
© copyright GEV 2024.