Den lokale multiforsyning i Grindsted, GEV, har besluttet at bakke ekstra op om den lokale Håndboldstolthed, GGIF Håndbold, med et ekstraordinært sponsorat på 250.000 kr. til sæsonen 2025-2026. Beslutningen er truffet for at understøtte klubbens udvikling og værdsætte den stærke opbakning fra hele byen til klubben.
”Det er ret vildt, at vi i Grindsted har en så fantastisk håndboldklub, og senest i torsdags mærkede vi, hvordan hele byen står bag holdet, da ligaholdet slog Ringsted. Det skaber noget helt særligt - både for spillerne, de frivillige og ikke mindst de mange børn og unge, der virkelig har nogen at spejle sig i. Vi vil gerne bidrage til, at GGIF Håndbold kan fortsætte den flotte rejse. Derfor giver vi et ekstra skud go’ energi – også selvom vi
godt ved, at vi næppe rammer Final Four igen i næste sæson” siger Jørgen Kristensen, bestyrelsesformand for GEV, med et glimt i øjet.
GGIF Håndbold har de seneste år oplevet stor sportslig og organisatorisk fremgang, og den økonomiske støtte fra GEV bliver en vigtig brik i at fastholde og udvikle klubben.
”Vi er dybt taknemlige for den støtte, GEV yder. Det betyder enormt meget for os, at lokale virksomheder bakker op om vores projekt. Et sponsorat på denne størrelse gør en kæmpe forskel for vores muligheder - både på og uden for banen,” siger formand for GGIF Håndbold, Flemming Pedersen.
Forberedelser til næste sæson er i gang
Med det ekstraordinære sponsorat fra GEV er GGIF Håndbold godt i gang med forberedelserne frem mod den nye sæson, mens ligaholdet kæmper for at bevare sin plads i landet bedste håndboldrække. Senest blev det til en vigtig sejr hjemme i Lynghallen over TMS Ringsted med 32-30, som spillede
Grindsteds herrer væk fra sidstepladsen i ligaen.
Om GEV
GEV er en lokal energi- og forsyningsvirksomhed med rødderne solidt plantet i flere byer i Billund Kommune. De forsyner mere end 7.000 hjem med vand, varme eller el – mange får det hele fra GEV. GEV har i mange år støttet lokalsamfundet med sponsorater og forventer i løbet af marts at kunne løfte sløret for endnu flere sponsoraftaler med det lokale forenings- og kulturliv i kommunen.
For yderligere information, kontakt:
Jørgen Kristensen
Formand, GEV
26 82 19 41
Jorgen.kristensen@gev.dk
Flemming Pedersen
Formand, GGIF Håndbold
23 30 31 34
formand@ggif-handbold.dk
© copyright GEV 2024.